|  |
|
| Hvilken kasket har jeg på? |
|
|
I projekt ”Konfliktmægling for 12-15 årige” blev mæglerne rekrutteret blandt ansatte på social- og sundhedsområdet, klubber, daginstitutioner, skoler, politi, opsøgende medarbejdere og gademedarbejdere. Som både mæglere og ansatte i systemet fik de en særlig udfordring. En mægler er per definition en upartisk tredjeperson. Men som ansatte i kommunen kender mæglerne mange af de unge, de skal mægle for. Det kan gøre det svært for dem at være neutrale. Samtidig kan de opleve, at systemet har forventninger til dem som ligger ud over mæglerrollen.
Påvirker mæglerens kasket som ansat de unges tillid til mægleren og processen? Hvordan kan mægleren tage højde for den særlige situation?
Faktisk kan det øge tilliden hos nogle unge, at de voksne mæglere færdes i ungdomsmiljøet og kender til unges livssituation. Den spinkle tillid, en ung med dårlige erfaringer kan have til en bestemt voksen, kan i nogle tilfælde medvirke til, at han/hun gerne vil deltage i en mægling, hvor den pågældende enten er med eller ligefrem er mægler. Og nogle af de yngste i målgruppen har vist usikkerhed i forhold til, at der kommer en helt fremmed mægler ind af døren.
Byt med naboskolen
De mæglere, der i det daglige er lærere eller pædagoger for en gruppe børn, har tilegnet sig nye kompetencer, som de selvfølgelig bruger i dagligdagens konflikter uden at udnævne dette til mægling. Når konflikterne eskalerer og er modne til mægling, kan disse voksne være for tæt på til at virke som mæglere, fordi de ved for meget og er for involverede til at kunne holde sig neutrale. Måske har de også bagefter en opgave med at skulle træffe beslutninger eller afgørelser i forhold til de unge og er dermed i en særlig magtposition. I de tilfælde opstår en yderst uheldig rollesammenblanding, som må undgås. Ellers mudres mæglingens principper til, og mæglingen bliver ikke til at kende fra sanktioner eller moralisering. Så må der ’byttes’ med en mægler fra naboskolen eller helt udefra. Og hvis de unge kommer fra to forskellige institutioner, kan det ikke anbefales, at en mægler, som er identificeret med den enes institution, tager opgaven.
Et mentalt mæglingsrum
Vi har dog også set eksempler på, at den voksne i en akut situation har måttet etablere en mægling, fordi det var nødvendigt at gøre noget. Her skulle mæglernes træning og etik gerne ruste dem til at kunne etablere et ’mentalt’ mæglingsrum sammen med de unge. Det betyder, at de skaber en ny og anderledes ramme om konfliktløsningen, så de unge ved, at den voksne har skiftet kasket, vil optræde upartisk og hjælpe dem med SELV at nå frem til et resultat.
En af mæglerne, som arbejder i politiet i en landkommune, har givet et eksempel på, hvordan mægleren kan lave det mentale skift, så børnene og de unge er klar over, at her er de i en ny situation, hvor de selv har ansvaret for resultatet: Han mødte til mæglingen i civil, men startede med at spørge de unge, om de vidste, hvem og hvad han var til daglig. Det var de helt klar over, og han kunne derefter forklare dem om den anderledes rolle, han nu havde som mægler i deres konflikt og understrege, at han ikke havde med den politimæssige del af sagen at gøre. Den samme fremgangsmåde har lærere og pædagoger brugt i sager på deres egen institution.
Personlig troværdighed
I sidste ende er det formentlig mæglerens personlige troværdighed og den proces, han/hun får lavet med de unge der afgør, om det skaber problemer, at mægleren har flere roller som led i sit ansættelsesforhold. Respekt for fortroligheden i mæglingen får her stor betydning. Praksis har krævet, at mæglerne bestandig forholder sig til kasketproblemet. Det har skærpet deres opmærksomhed på nogle af mæglingens grundværdier: Neutralitet, upartiskhed, fortrolighed og frivillighed. |
|
|
|
|
|
