Konflikter mellem børn og voksne
I konflikter mellem børn og voksne ligger en naturlig asymmetri. Det kan gøre det svært for mægleren at skabe balance og ligeværdige relationer under mæglingen.

Kan man mægle i en konflikt mellem en 'magtfuld' og 'magtesløs'?

Generationskonflikter
I sager mellem børn og forældre viser mægling sig virksom. Mægleren afbalancerer forholdet ved at få parterne til at lytte til hinanden. Mægleren bliver en slags oversætter, som kan formidle de budskaber, parterne måske længe har råbt til hinanden, på en hørlig og forståelig måde. Hermed opløses barrierer mellem børn og forældre. I disse sager er relationen altid mindst lige så vigtig som det aktuelle stridsspørgsmål, og begge parter bliver lettede, når de opnår reel kontakt med hinanden igen.

Magt, magtesløshed og asymmetri
Det forholder sig anderledes med konflikter mellem lærer og elev eller pædagog og ung. Her kan mægleren opleve en implicit forventning fra lærer eller pædagog om, at mægleren skal være på dennes side. Det er afgørende for, om mæglingen skal finde sted, at parternes forventninger til mæglingen først afklares.

Svært for en voksen professionel
For en voksen med en professionel opgave over for et barn eller en gruppe unge, kan det være vanskeligt at agere som en direkte konfliktpart, der er krænket og såret af en ung. Den professionelle voksne er i kraft af professionen og den institution, den er knyttet til, udstyret med autoritet til at tildele sanktioner eller på anden måde anvende direkte eller indirekte magt over for barnet, hvis det overtræder normer og regler. Det er ofte netop denne professionelle autoritet, der er krænket, og den voksne kan opleve at blotte sig som privatperson og gøre sig sårbar ved at konkretisere sine følelser og behov i en mægling med et barn. Mens barnet vil opfatte den voksne som magtfuld, vil den voksne ofte sidde med en oplevelse af at blive magtesløs, når den professionelle institutions rammer og regler ’ophæves’ i mæglingen til fordel for et ligeværdigt menneskeligt møde. Begge parter kan på skift opleve, at de sidder i en asymmetrisk situation.

Solidt forarbejde
Det kan lade sig gøre at anvende de forskellige mæglingsmodeller også i sager mellem børn og voksne, men det kræver erfaring og et solidt forarbejde, hvor roller og forventninger afklares.