Mor og søn
En dreng der går i 7.klasse (A) har været involveret i hærværk, chikane mod alderdomshjem og bliver taget for ulovlig knallertkørsel. Desuden er der forsvundet penge fra en af drengens venner (B) og vennens forældre tror at det er A, der har taget pengene.

Moren til drengen henvender sig til skolen (mægleren). Ifølge mægleren er moren ulykkelig, og drengen er ulykkelig over den måde, moren behandler ham på. Mægleren aftaler en mægling mellem mor og søn. Der er en medmægler med til mæglingen.

Tillid
Mæglingen varer ca. 2 timer. Moren starter med at fortælle og begynder at græde. "Drengen gav sit syn på, hvad der lå i det: mor bestemte alt, hun stolede ikke på ham". Mægleren siger til drengen: "Jeg kan se du er ked af det, er det rigtigt?" Efter et stykke tids stilhed, begynder drengen også at græde.

Da de skulle over til løsningsmuligheder var hovedtemaet, i følge mægleren, tillid. I forhold til aftaler havde drengen nogle ønsker omkring penge, hjemkomsttidspunkter og det at kontakte hinanden. Drengen var ked af, at moren beskyldte ham for at have taget vennens penge. Moren giver udtryk for, at hun vil vælge at stole på sin søn.

Drengen og moren går hjem sammen efter mæglingen.
Mægleren kontakter Bs forældre for at høre, om B er interesseret i en mægling med A. Faren vil ikke have, at mægleren skal tale med hans søn, så den mægling bliver ikke til noget. Mægler ved, at de to drenge igen har kontakt. Den dreng, der var til mægling, kom på efterskole.