Piger og mødre
Gennem en lang periode på ca. et års tid har 3 piger, der går i skole sammen, og deres mødre været i konflikt. Det betyder, at der er ’daglige konflikter i skolen’. Mægleren beskriver: ’den ene pige bliver gjort til syndebuk af den anden familie og i den anden familie rotter man sig sammen med den tredje mod den første’.

Skolens leder og lærerne er i løbende dialog med mødrene, da der er konflikter mellem pigerne og forældrene over en lang periode. Da et forældremøde ikke løser konflikten, kontakter skolelederen en mægler. Det er skolens opfattelse, at det nu kun er 2 af pigerne, der er i konflikt.

Mægler tager på hjemmebesøg hos de to familier, som skolen mener, er involveret. På hjemmebesøgene bliver klart, at forældrene er en stor del af konflikterne, der også udspilles i lokalmiljøet. Hun bliver enig med mødrene om, at der i første omgang skal afholdes et formøde med mødrene på skolen med skolelederen og mægler uden pigerne.

Formøde med mødrene
De to mødre deltager i formødet med mægler og skoleleder. De fortæller først, hvad de hver især har oplevet, og hvad de mener konflikterne handler om. De kunne ikke rigtig komme med forslag til, hvordan de kunne være med til at stoppe konflikterne. Men den ene mor foreslår, at man skal holde op med at lyve. Den anden mor har meget modstand på og tror ikke på, der kan findes løsninger på problemerne. De går derfra uden helt og tro på, at konflikterne kan stoppes. Dog har de accepteret, at der bliver lavet en mægling på skolen mellem deres piger og med to lærere som bisiddere.

Gode til at sætte ord på
Et par dage efter har mægler en mægling med de to piger og to lærere. Mødet varer ca. 1 time, og pigerne var rigtig dygtige til at sætte ord på tingene og sige, hvad de var kede af. Det første punkt de godt ville have gjort noget ved, var, at forældrene gav dem lov til at blive gode venner.

I løbet af mæglingen finder de ud af, at den tredje pige har stadig en stor andel i konflikterne. Konklusionen bliver, at der skal holdes en ny mægling, hvor den tredje pige deltager.

Mægler kontakter de to mødre, mens skolelederen kontakter den tredje forældre. Aftalen bliver, at hendes pige deltager i en mægling med de to andre piger. Lærerne forbereder pigen på mæglingen. Mellem disse mæglinger har pigerne konflikter.

To skal flytte
Mægler er usikker på, hvordan mæglingen bedst skal gribes an, for de to piger fra første mægling har 8 aftaler fra denne mægling. Anden mægling starter fra scratch, men der bliver opsummeret på, hvad man nåede frem til ved første mægling, og hvorfor der nu er inviteret til en ny mægling med alle tre piger. Den tredje pige har meget svært ved at sætte ord på sine oplevelser og kan ikke formulere, hvad problemerne handler om. Det betyder, at der ikke bliver indgået nye aftaler mellem de tre piger.

Under denne mægling kommer det frem, at to af pigerne skal flytte skole. Mæglers vurdering er, at dette gør det vanskeligt for pigerne, specielt den tredje pige, at prøve at indgå forpligtende i nye aftaler.